

Min far er altså noget af en nørd. Jeg forstår ikke, hvorfor mine venner synes, at han er en helt cool fyr. Han kan finde på at vække os kl. 4 midt om natten og sige, at vi skal ud og kigge på fugle.
Det gjorde han her i sommers. Juli måned. Vi – min lillebror og mig – blev vækket og beordret til at tage tøj på, og så kørte vi ud på markerne for at se på fugle. Altså. Normalt vil jeg gerne sove længe, så det var ret irriterende. Men nej, jeg måtte ikke blive hjemme.
Morgenmad i kurven
Min mor havde lavet morgenmad, som blev læsset i en kurv, og så skulle vi afsted. Jeg var godt nok sur. Heldigvis havde jeg min mobil med mig og kunne sende beskeder til mine veninder om, at min far har kidnappet mig, og at vi må udsætte at mødes.
Min lillebror sov i bilen. Ret irriterende, at han bare lægger sig til at sove. Jeg må dog indrømme, at det blev faktisk en hyggelig morgen-picnic. Og vi så faktisk mange forskellige fugle. Min far forklarede, at det bedste tidspunkt at se fugle på er tidligt om morgenen sådan, lige når det lysner.
Ravlygte?
Men nu har min far altså, fået en ny, nørdet idé. Vi skal på ravjagt. Han kom hjem i eftermiddag med sådan en ravlygte. Og vi skal afsted i aften. Kl. 22. Han må være skør. Midt i november måned: Det er jo hundekoldt, det har stormet, og så vil han på stranden og finde rav! Jeg nægtede at tage med – de andre kan godt tage af sted, men jeg gør det ikke. Jeg fortalte ham, at jeg ikke vil være syg på næste lørdag, hvor jeg holder fest for mine venner. Men det vil han ikke høre på.
Knæklys er nu fede nok
Han sagde, at jeg er en del af familien, og i vores familie deltager alle i fællesaktiviteter. Ravjagten er en af dem. Og hvis jeg vil have, at de andre hjælper mig med festen på lørdag, så SKAL jeg med. ”Der er en grund til, at jeg vil vise jer de her ting, og hvis du ikke tager med, så kyler jeg de der knæklys – eller glowsticks, eller hvad du kalder dem – ud, og din fest er aflyst. Tag varmt tøj på. Basta.” Han er tosset. Han skal da ikke true mig med at aflyse min fest. Vi havde et stort skænderi. Jeg sidder lige nu på mit værelse. Min mor gør rent i køkkenet efter aftensmaden. Jeg sms’er med min veninde. Hun skal i biografen med sin kæreste. Øv, det er ikke cool at skulle på stranden og lede efter rav. Her fredag aften, der skal man være sammen med sine venner.
Jeg åbner mit klædeskab og finder en stor uldsweater frem.
Trækker den på og indser, at jeg ligeså godt kan tage med på ravjagten, min far har tænkt sig. Gad vide, om vi finder noget. De siger, at det er forstenet harpiks.
Min far banker på døren og siger, at vi kører om en halv time. Han giver mig ravlygten, da vi går ud til bilen: ”Bare vent, så skal du se. Den er ret cool.” Han købte den her.